Insemination

Hvem kan få behandling med insemination?

Insemination tilbydes til solo-mødre, lesbiske, heteroseksuelle og regnbue par, hvor man ikke kan finde en forklaring på barnløsheden, hvor kvinden har problemer med ægløsningen eller hvor manden har let nedsat sædkvalitet. Kvinden skal have mindst én normal æggeleder. 

Henvisningen fra egen læge dækker selve behandlingen, men ikke udgifter til donorsæd eller medicin. Du får automatisk medicintilskud.

Hvor mange inseminationer tilbydes?

Antallet af behandlinger afhænger af årsagen til barnløshed. Vi følger Sundhedsstyrelsens vejledning. Er der problemer med ægløsningen eller er du single/lesbisk og har brug for donorsæd, tilbyder vi 6 behandlinger.

Har manden en påvirket sædkvalitet eller har du problemer med en æggeleder, anbefaler vi at du går videre til IVF behandling efter 3 behandlinger. Det samme gælder, hvis udredningen ikke har vist en sikker årsag til barnløshed.

Baggrunden herfor er, at chancen for at blive gravid ved insemination er lavere hvis der er nedsat sædkvalitet, problemer med en æggeleder eller barnløsheden er uforklaret, end hvis man har problemer med ægløsningen eller udelukkende har brug for donorsæd.

Sådan foregår inseminationsbehandling – trin for trin

Afhængig af årsagen til du skal have insemination besluttes det, om du skal have en let stimulation for at lave 2-3 æg, eller om sæden blot skal lægges op i livmoderen i din egen cyklus.

DAG 1-2: du SKRIVE til info@gynfert.dk, for at melde dig til behandling. Vi giver dig en tid til ultralyd skanning på ca. 10.-12. dagen, afhængig af din menstruationscyklus. Hvis du skal have stimulation, lægger vi din medicin ud på nettet, så du kan hente den på apoteket efter kl. 16 samme dag.

DAG 3: Hvis du skal have stimulation, skal du som regel begynde i dag.

DAG 10-12: du kommer til ultralyd skanning for at se hvor mange æg der er vokset frem, og hvornår de er klar til ægløsning. Du får besked på hvornår du skal tage den ægløsende indsprøjtning, og hvornår du skal komme til insemination. Har du en mandlig partner, får du et sædbæger med hjem. Måske skal du komme til endnu en skanning før vi kan sige hvornår du er klar.

INSEMINATIONSDAG: hvis du har en mandlig partner, skal han aflevere sædprøven om morgenen, så sæden renses op, inden den lægges op i livmoderen. Hvis du skal insemineres med donorsæd, gør vi sæden klar til det tidspunkt du kommer. Inseminationen foregår via skeden. Det er ofte en fordel hvis du denne dag møder med en halvfuld blære. Sæden lægges direkte op i livmoderen med et blødt og tyndt kateter. Det gør ikke ondt, og du kan rejse dig umiddelbart efterfølgende og gå på arbejde. 

14 dage efter inseminationen skal du teste om du er gravid. Er du ikke gravid kan du starte næste behandling når du får menstruation.

Hvad er chancen for en positiv graviditetstest?

Hvis du er under 35 år, sund og rask, og du anvender donorsæd, er graviditetschancen omkring 30-35%. Hvis du er 40 år og din partner har en påvirket sædkvalitet, ligger chancen omkring 5-10 %. Den vigtigste faktor er kvindens alder, men partnerens sædkvalitet spiller også en rolle.

Hvad koster en insemination?

Skanninger og insemination er gratis med en henvisning fra egen læge. Du skal selv betale for medicin og for transport, modtagelse og opbevaring af donorsæden. Se mere under valg af donorsæd.