Medicinsk abort uden henvisning
Medicinsk abort skal gennemføres inden udgangen af uge 9. Herefter har du mulighed for at få kirurgisk abort indtil udgangen af 12. graviditetsuge. Hvis du ønsker abort, kan du henvende dig til en gynækolog uden en henvisning fra egen læge.
Inden du bestemmer dig for abort, bør du læse om abort på Sundhed.dk. Hvis du er i tvivl, kan du få en støttesamtale hos fx din egen læge, hos Mødrehjælpen, eller i foreningen Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik i København.
Sådan foregår en medicinsk abort
Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten med 2 slags medicin. Den ene er tablet Mifegyne, der bevirker, at graviditeten går til grunde. Den anden er tablet Cytotec, som blødgør livmoderhalsen, og får livmoderen til at trække sig sammen og tømme sig.
Hvem kan få medicinsk abort
Medicinsk abort virker bedst hos kvinder som ikke er mere end 9 uger gravide. Er du længere i graviditeten er der en større risiko for at den medicinske behandling ikke virker. Derfor laver man en kirurgisk abort (udskrabning i fuldbedøvelse) hvis du er over 9 uger gravid.
Før aborten
Du skal podes for klamydia hvis ikke din egen læge allerede har gjort det. Herudover skal du udfylde en anmodning om abort. Er du under 18 år, skal din værge også underskrive anmodningen på en separat blanket.
Dag 1
Du bliver skannet gennem skeden for at finde ud af hvor langt du er henne i graviditeten, og der oprettes en abort vandrejournal.
Bagefter skal du tage 1 tablet Mifegyne, hvorefter aborten er i gang. Som regel vil du ikke opleve ubehag af tabletterne, men enkelte kvinder begynder at bløde. Nogle får kvalme og lette smerter. Hvis du kaster op indenfor 1 time efter indtagelse af Mifegyne, skal du kontakte os.
Når du har indtaget Mifegyne frarådes det at fortryde aborten, da præparatet er forsterskadeligt og kan give misdannelser.
Du vil sædvanligvis kunne passe dine normale aktiviteter denne dag.
Hvem må ikke tage Mifegyne?
Hvis du lider af en af nedenstående sygdomme, må du ikke tage Mifegyne:
-
- Svær ikke-behandlings-kontrolleret astma
-
- Arvelig porfyri
-
- Nyresvigt eller binyresvigt
-
- Leversvigt
-
- Koagulationsdefekter
Dag 2-3
Aborten foregår i hjemmet. Du må ikke være alene. Du bør sikre dig opbakning fra en person, som du har tillid til.
Omkring 24–48 timer efter indtagelse af tablet Mifegyne, skal du lægge 4 tabletter Cytotec op i toppen af skeden. Cytotec kan give lidt kvalme, diarre og ve-agtige smerter, når aborten går i gang. Det er vigtigt at du samtidig tager smertestillende.
Smertelindring
-
- Pamol/panodil 500 mg, 2 tabletter hver 6. time.
-
- Ibuprofen/Ipren 200 mg, 2 tabletter hver 6. time
Hvem må ikke tage Cytotec ?
Hvis du lider af en af nedenstående sygdomme, må du ikke tage Cytotec:
-
- Svær åreforkalkning
-
- Hjertekramper
-
- Grøn stær
Som regel begynder du at bløde i timerne efter indtagelse af Cytotec. Cirka 80% aborterer indenfor 4-6 timer efter Cytotec, men der kan dog gå længere tid.
Blødningen vil oftest være kraftigere end ved normal menstruation og kan være med klumper. Du skal omgående søge læge hvis du fx bløder flere store natbind igennem indenfor en time. Hvis du bløder kraftigt i mere end 3 timer skal du også søge læge (du kan ringe til os i åbningstiden, ellers ring til 1813 eller lægevagten). Husk at medbringe din vandrejournal hvis du skal søge læge.
Hvis du ikke er begyndt at bløde 2-3 døgn efter du har oplagt Cytotec, skal du kontakte os.
Det er normalt at bløde i 2-3 uger efter en medicinsk abort.
Dag 7-14
Det er vigtigt at du kommer til kontrol efter aborten for at sikre, at alt væv er kommet ud. Er der væv tilbage i livmoderen øger det din risiko for at få en infektion i livmoderen. Den vil vise sig som ildelugtende udflåd og feber.
I ca. 5% af behandlingerne er der væv tilbage. I det tilfælde skal du ind på hospitalet for at få lavet en udskrabning.
Prævention
Hvis du har besluttet dig for at bruge p-piller, skal du starte på 1. p-pille den dag du bløder graviditeten ud. Hvis du skal have spiral, lægger vi den op ved den efterfølgende normale menstruation (3-6 uger senere). Husk at bruge anden form for prævention i mellemtiden.